Partnerbanker udløser kæmpevækst hos MobilePay

20. december 2016​.​

Partnerbanker udløser kæmpevækst hos MobilePay

De nye partnerbanker har på to måneder udløst en vækst i antal bestilte virksomheds-MobilePay-aftaler på 3.400. Nordea bidrager alene med knap 1.800.

​​Vækst Siden MobilePay åbnede op for partneraftaler med en lang række banker, har der været stor vækst i antallet af virksomheder der tilbyder MobilePay-betaling. - Foto: PR​​​

På blot to måneder har 3400 danske virksomheder besluttet at tilbyde deres kunder MobilePay i butikken foranlediget af de nye partnerbanker, Nordea, Jyske Bank og BOKIS-bankerne. Hver dag bestiller ca. 135 nye virksomheder en tilkobling til løsningen.

Det betyder, at antallet af virksomheder, som tilbyder MobilePay, i disse måneder vokser hurtigere end nogensinde. Antallet er nu oppe på over 37.000. Nordea, som kom på en måned før de øvrige banker, står alene for knap 1.800 bestillinger. Jyske Bank står for over 250. Sydbank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank og Spar Nord Bank står for over 550 bestillinger, mens medlemmerne af Lokale Pengeinstitutter står for yderligere knap 800.
 
”Kundernes positive appetit på at benytte MobilePay bekræfter os i, at vi traf den rette beslutning. Som partner bag markedets førende mobilbetalingsløsning kan vi nu rådgive vores kunder om mobile betalingsløsninger i tæt sammenhæng med den øvrige kunderådgivning,” siger Peter Lybecker, adm. direktør for Nordea Bank Danmark.
 
Chefen for MobilePay, Mark Wraa-Hansen, er også tilfreds: ”Det er en stor glæde at se, at samarbejdet med partnerbankerne så hurtigt er kommet godt i gang og giver flotte resultater. Det bekræfter mig i, at bankerne sammen kan sikre en markant hurtigere udbredelse af mobilbetaling og yderligere styrke innovation og brugervenlighed til gavn for virksomheder og private.”
 
Erhvervskunder glæder sig over at kunne samle alt i deres normale bank
En stor del af de nyoprettede virksomheder har tidligere benyttet Swipp, men partnerbankerne formidler også MobilePay til virksomheder, som aldrig før har udbudt mobilbetaling til kunderne. De nye kunder kobler sig især på MobilePay Business-løsningen, men nogle kunder oprettes også til MobilePay PoS (løsning til større kæder) og MobilePay Appswitch.
 
”Mange nye erhvervskunder glæder sig over, at de nu kan benytte MobilePay og samtidig fastholde alle bankforretninger i deres normale bank. De fremhæver også, at MobilePay-kundebetalingerne nu går direkte ind på kontoen i deres egen bank, og at de selv kan se alle transaktioner, uploade logo m.m. via MobilePay Business appen,” siger Mark Wraa-Hansen.
 

Fakta om MobilePay-erhvervsbetalinger

Omkring 25% af de samlede MobilePay-overførslerer er i dag erhvervsbetalinger. Heraf tegner MobilePay Business-løsningen sig for ca. halvdelen. I november var der over fire millioner erhvervstransaktioner, som beløb sig til 655 mio. kr.
Download MobilePay til din smartphone
Vil du have MobilePay til din forretning?
Se vores løsninger til forretninger