MobilePay reducerer priserne i fysiske butikker

22. februar 2017​​

MobilePay sænker priserne i fysiske butikker

Mobilbetaling i Danmark får et markant løft gennem store reduktioner i MobilePays priser overfor de erhvervsdrivende. Samarbejdet med partnerbankerne muliggør de kraftige prisreduktioner

​​Nye priser. Fra 1. april gennemfører MobilePay markante prisreduktioner.
​Fra 1. april gennemfører MobilePay markante prisreduktioner for alle fysiske butikker i Danmark. Højeste pris for en transaktion sænkes fra 5,00 kr. til 0,75 kr. Samtidig lanceres transparente priser for virksomheder i form af en trappeløsning, hvor prisen kan nå ned på 0,30 kr. ved store mængder transaktioner.

”Med dette udspil bliver MobilePay yderst konkurrencedygtig på pris overfor alle typer erhvervsdrivende i Danmark. Vi har over 40.000 erhvervsdrivende som kunder og ønsker at fortsætte den kraftige vækst gennem konstant innovation af brugervenlige løsninger. Nu topper vi op med billige, enkle og gennemskuelige priser,” siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay.
 
Større gennemsigtighed 
MobilePay har hidtil haft to erhvervsløsninger til fysiske butikker med hver deres prisstruktur. Den meget udbredte MobilePay Business til de mindre virksomheder har hidtil haft en pris på 1% pr. transaktion, dog maximalt fem kroner. Til større kæder har prisen været forhandlet individuelt.

Priserne vil være ens, uanset om betalingen foregår gennem den ene eller anden terminaltype. Erhvervskunden betaler kun for transaktionerne, der er ikke andre gebyrer og ingen abonnementsbetaling. Modsat andre danske betalingsløsninger betaler erhvervskunderne kun, når der kommer penge i kassen.
 
Konto-til-konto-overførsler muliggør prissænkninger
Det er opbakningen fra de mange partnerbanker og den kommende konto-til-konto-struktur, som muliggør, at MobilePay kan sænke sine omkostninger kraftigt. 

”Vi vælger at give gevinsten videre til vores erhvervskunder og dermed gøre det endnu mere attraktivt at kunne tilbyde betaling med MobilePay i butikkerne fra mere end 3,4 millioner private brugere. Men vi nøjes ikke med at sænke priserne. De kommende måneder vil vi væsentligt forbedre funktionaliteterne i vores erhvervsløsninger, så de bliver hurtigere og nemmere at bruge for både virksomheder og private brugere. Vi vil være den bedste mobilbetalingsløsning for alle danske virksomheder og danskere, ” siger Mark Wraa-Hansen.

Med ensartede priser kan erhvervskunderne fokusere på at vælge den løsning, der giver mest værdi i netop deres butik afhængig af antal kunder, investeringslyst i udstyr, behov for hurtig kø-afvikling, nem afstemningsmulighed m.m. ​
 


Få overblik over de nye priser

Priserne strømlines i en transparent pristrappe. Se de nye priser.

Besparelser på op til 85 % - især for mindre og mellemstore erhvervsdrivende. Se eksempler.​​​​​

Download MobilePay til din smartphone
Vil du have MobilePay til din forretning?
Se vores løsninger til forretninger