22. januar 2018

Billigere og nemmere parkering i København med MobilePay

En ny parkeringsapp fra ParkOne kan fra i dag benyttes på alle Københavns kommunale parkeringspladser og snart også i landets største byer. Et tæt samarbejde med MobilePay sikrer billigere og mere kundevenlig parkering.

1600x1200-hero-parkone-nyhed

MobilePay i samarbejde med ParkOne om billigere og mere kundevenlig parkering.

Bilister i København kan fra i dag parkere billigere og smartere end nogensinde før. Nyetablerede ParkOne lancerer i samarbejde med MobilePay parkering på alle kommunale parkeringspladser. Indenfor få måneder er løsningen også tilgængelig for bilister i en lang række af landets øvrige store byer.

Den nye parkeringsløsning er app-baseret og lynhurtig at tage i brug. Når man har downloadet ParkOne-appen, er det muligt via MobilePay at oprette sig som bruger på 30 sekunder. Man slipper for at indtaste navn, adresse, e-mail og oplysninger om betalingskort.

Selve anvendelsen er lige så kundevenlig. Man stiller nemt tiden inde i appen, når man har parkeret. Derpå stryger man automatisk over i MobilePay, hvor man accepterer en reservation af sin betaling. Mere skal man ikke gøre, med mindre man ønsker at forlænge eller forkorte sin parkeringstid. Når parkeringen er slut, får man automatisk en kvittering i sin mailboks.

”Det er den mest brugervenlige løsning på markedet. Man skal hverken bøvle med områdekoder eller betalingskort. Samtidig er det den billigste løsning blandt markedets seriøse aktører. Og alt er transparent, der er ingen skjulte bindingsperioder eller gebyrer,” siger Lasse Barsholm, CEO i ParkOne Mobilparkering.

Lavt servicefee giver kunder billigere parkering
ParkOnes løsning til almindelige privatkunder er baseret på et fast servicefee på 4 kroner pr. parkering, uanset hvor lang tid, man parkerer. I København vil det ifølge ParkOne betyde, at en parkering til f.eks. 74 kroner hos ParkOne, vil koste over 80 kroner hos de mest benyttede konkurrenter.

”Samarbejdet med MobilePay giver os nogle markedsmæssige og omkostningsmæssige fordele, som kommer vores kunder til gode både på prisen og brugervenligheden,” siger Lasse Barsholm.

Alle markedsundersøgelser viser, at parkerende bilisters årsag til at betale via app fremfor en P-maskine er ønsket om at spare tid og penge. Det er motiver, MobilePay i høj grad kan identificere sig med.

”Vi er vant til at tænke i kundedialog og brugervenlige, nemme og billige betalingsløsninger. Derfor er det en fornøjelse i samarbejde med ParkOne at kunne bidrage til, at bilister i Danmark får en bedre og mere effektiv parkeringsoplevelse,” siger Mark Wraa-Hansen, direktør hos MobilePay.

Fakta om MobilePay Connect

  • Med et swipe i MobilePay giver brugeren ParkOne adgang  til oplysninger som fx navn, adresse og e-mail - dermed slipper brugeren for at indtaste alle oplysninger ved tilmelding til ParkOne.
  • Servicen findes også i MobilePays egen WeShare-app, hvor 98% brugere har tilmeldt sig via MobilePay.
  • Løsningen kører som pilot med ParkOne, men andre danske virksomheder kan også fra i dag skrive sig op til MobilePay Connect for at tilbyde kunderne nem tilmelding.