10. september 2018
Undgå at blive snydt når du handler brugt
MobilePay og landets største online-markedsplads for secondhand tøj- og livsstilsvarer, Tradono, går sammen om at forhindre svindel i private handler. Parterne tror på kraftig vækst i det nye handelssystem med indbygget forsikring, hvor tryghed og nemhed nu går hånd i hånd.
Nu bliver det for første gang muligt for millioner af danskere at handle brugt online uden risiko for at blive snydt. Tidligere har det været en kendt risiko, at hvis man i en privat handel er uforsigtig og betaler for den røde kjole, før man har den i hånden, kan man opleve, at den aldrig dukker op.
Forsikret for op til 100.000 kr.
Det gør MobilePay og Tradono - danskernes favoritmarkedsplads for køb og salg af brugt tøj - nu en ende på. Fremover er man forsikret op til 100.000 kroner, hvis man handler gennem Tradono-appen med MobilePay, der nu er integreret i appen.
”Integrationen af MobilePay i Tradono-appen og vores forsikringsløsning er sammen den perfekte løsning til effektivt at forhindre svindelsager på nettet, når private handler med hinanden,” siger Mads Aaroe Mathiesen, CEO i Tradono:
”Samtidig ved vi, at vores brugere går meget op i, at det skal være nemt at handle og ofte foretrækker MobilePay, når de shopper med hinanden. Nu sikrer vi, at tryghed og nemhed går hånd i hånd. Det har vi store forventninger til.”
Forventer titusindvis af handler på det nye system
Rent teknisk er det nye koncept sat op, så Tradono holder på køberens betaling, indtil varen registreres som afsendt af sælger ved indlevering til posten. Ser varen ikke ud som beskrevet, eller når den aldrig frem, dækker Tradono.
Tradono forventer over 50.000 handler gennem det forsikrede MobilePay-handelssystem allerede i 2019. Og på sigt er ambitionerne endnu større. På Tradonos platform handler en million brugere med hinanden. Og hver måned sættes 350.000 nye varer til salg på Tradono og Trendsales.
Hos MobilePay er direktøren Mark Wraa-Hansen meget tilfreds med, at MobilePay nu tager endnu et skridt frem mod at sikre sine brugere.
”MobilePay er meget sikker og har et meget lavt niveau af misbrug. I samarbejde med Tradono sørger vi nu også for, at sikkerheden kommer i top i handler mellem private brugere, uden at det går ud over brugervenligheden,” siger Mark Wraa-Hansen.