23. januar 2020

MobilePay gør pengegaver nemt og smart

Med MobilePay Pengegaver kan danskerne nu give hinanden personligt indpakkede elektroniske pengegaver som alternativ til kontanter. Målet er at gøre det sjovere og nemmere at give og modtage pengegaver.

MobilePay Pengegaver - nyhed i din MobilePay-app

De fleste kender problemet. Man skal til konfirmation og vil give en pengegave. Men konfirmanden og den glade giver er for længst holdt op med at bruge kontanter. Alligevel ender ni ud af ti danskere med at hæve penge og lægge pengesedler ned i gavekortet med efterfølgende bøvl for konfirmanden.

Med MobilePay Pengegaver er der en nem løsning på problemet. Man går ind i MobilePay og klikker på ’Gaver’. Her skaber man en MobilePay-pengegave med en virtuel selvvalgt indpakning og en personlig hilsen.
Derpå vælger man, hvornår modtageren skal have sin gave i MobilePay. Eller man vælger, at pengegaven skal indløses af modtageren via en kode, som man f.eks. kan skrive ind i konfirmationskortet, der lægges på gavebordet.

 
Vi har ønsket at skabe en personligt indpakket elektronisk pengegave, som man kan kombinere med et fysisk kort. Løsningen vil for mange danskere kunne erstatte kontanter. Samtidig gør løsningen det forhåbentligt sjovere at give og modtage pengegaver.

Torben Gamst
Direktør for MobilePay Danmark

Kreative designs til forskellige typer fejring

En del danskere sender allerede deres pengegaver gennem MobilePay. Men mange har efterlyst et mere lækkert designet elektronisk koncept. Det imødekommer MobilePay Pengegaver. Over tid vil der komme stadig flere kreative indpakninger, som matcher pengegaver til f.eks. fødselsdag, bryllup, jul, studenterfest, forskellige aldersgrupper, forskelligt køn m.m.

MobilePay Pengegaver er et valgfrit tillægsprodukt, som koster 5 kroner pr. pengegave.

Se mere om MobilePay Pengegaver her 

Analyse om danskernes holdning til pengegaver

MobilePay har i maj 2019 fået lavet en YouGov-undersøgelse om brug af pengegaver i forskellige anledninger og situationer. Analysen er baseret på 2.024 interviews og dækker et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen +15 år.

De vigtigste konklusioner fra undersøgelsen:

  • Ni ud af ti danskere giver pengegaver
  • 73% kan finde på at give en pengegave til konfirmationer
  • Hhv. 46% og 47% kan finde på at give en pengegave ved en børne- og en voksen-fødselsdag
  • 30%, 35% og 40% kunne finde på at give en pengegave til jul, ved bryllup eller ved en studenterfest
  • Blandt de 9%, som aldrig giver en pengegave, mener syv ud af ti, at det er for upersonligt eller for kedeligt
  • Gennemsnittet for en pengegave ved konfirmationer er 562 kroner. For bryllupsgaver er det 574 kroner, mens det er hhv. 505 kroner, 450 kroner og 467 kroner for dåbsgaver, studentergaver og julegaver
  • For konfirmations- og bryllupsgaver giver hele 62% pengegaver over 500 kroner
  • Ved børnefødselsdage giver 35% pengegaver over 500 kroner, mens 45% giver beløb mellem 200 og 500 kroner
  • 89% giver typisk kontanter, når de giver en pengegave
  • 12% sender typisk med MobilePay, mens 8% typisk laver en bankoverførsel
  • 80% giver et kort eller en buket blomster i tillæg til en pengegave
  • 93% kender lidt til MobilePay. 83% af disse kender MobilePay rimeligt eller virkeligt godt
  • 12 % siger, at de har brugt MobilePay til pengegaver som fødselsdage, konfirmation og bryllup indenfor det seneste år. Hver syvende af dem har brugt MobilePay til pengegaver mere end 51 gange det seneste år. Et gæt kunne være, at det høje niveau inkluderer mange mindre gaver på arbejdspladsen.