21. oktober 2022
EU-Kommissionen godkender fusion mellem MobilePay og norske Vipps
EU-Kommissionen har i dag godkendt fusionen mellem de to mobilbetalingsselskaber MobilePay og Vipps. Dermed kan den kommende nye koncern snart indlede sin rejse mod at skabe den bedste og mest komplette digitale wallet i Europa.
EU Kommissionen har i dag godkendt fusionen mellem mobilbetalingsselskaberne MobilePay og Vipps, baseret på en aftale mellem Danske Bank og konsortiet af banker bag Vipps i Norge. Den nye koncern er en realitet fra 1. november.
Med aftalen etableres en fremtrædende nordisk og europæisk mobile wallet. Den nye fælles koncern med Vipps og MobilePay vil fra starten have knap 11 millioner brugere, over 400.000 butikker og webshops som kunder og omkring 900 millioner transaktioner om året.
”Vores ambition er at skabe den bedste og mest komplette leverandør af mobile betalingsydelser i Europa baseret på konstant vækst og innovation til gavn for vores brugere og erhvervskunder,” siger Claus Bunkenborg, nuværende CEO i MobilePay og medlem af ledergruppen i den nye virksomhed.
Førsteprioritet at få organisationen på plads
Førsteprioritet bliver at udforme en ny organisation på tværs af lokationerne i Norge, Danmark, Finland og Litauen.
”Vi vil samle vores dedikerede og kompetente medarbejdere i teams på tværs af landene med en fælles vision om at levere de bedste kundeoplevelser og blive den førende løsning for nemme betalinger i alle vores markeder,” fastslår Claus Bunkenborg.
“Den fælles platform vil gøre det muligt at samle investeringer og give os større skala, så vi kan udvikle de mest attraktive kundeløsninger hurtigere og mere effektivt til glæde for kunderne.
Samtidig indleder den nye virksomhed migreringen til Vipps’ teknologiplatform. Den skal rumme alle betalingsløsninger, brugere og kunder.
”Den fælles platform vil gøre det muligt at samle investeringer og give os større skala, så vi kan udvikle de mest attraktive kundeløsninger hurtigere og mere effektivt til glæde for kunderne. Topprioriteten bliver styrkede løsninger inden for e-handel og mobilbetalinger på tværs af landegrænser,” siger Claus Bunkenborg.
MobilePay lever uændret videre som brand
Den nye koncern fastholder sine velkendte brands i Norge, Danmark og Finland. Derfor vil danske og finske kunder og brugere ikke opleve, at MobilePay ændrer sig, bortset fra at nye innovative løsninger vil dukke op i hastigere tempo.
Ejerskabet af den nye koncern Vipps MobilePay vil fordele sig med 72,2 pct. til bankerne bag Vipps og 27,8 pct. til Danske Bank. Hovedsædet for Vipps MobilePay vil være placeret i Oslo, og koncernen vil i fremtiden være underlagt tilsyn af Finanstilsynet i Norge.
Rune Garborg, nuværende CEO i Vipps, bliver CEO for den nye koncern. Claus Bunkenborg bliver Deputy CEO. Kjerstin Braathen, nuværende bestyrelsesformand for Vipps og CEO i den største norske bank, DNB, bliver bestyrelsesformand for den nye virksomhed. Alle øvrige medlemmer af ledergruppen samt bestyrelsesmedlemmer offentliggøres, når aftalens sidste elementer er på plads.