15. maj 2025
Nyt samarbejde: MobilePay-brugere skal kunne swipe penge til flere lande i Europa
Den nordiske wallet-udbyder Vipps MobilePay slutter sig nu til projektet EuroPA, der skal gøre det muligt at sende penge mellem brugere i norden og en håndfuld andre europæiske lande. Samarbejdet er allerede begyndt, og hensigten er at gennemføre de første test-betalinger inden for få måneder.

MobilePay og Vipps tilslutter sig et samarbejde mellem flere europæiske wallets, blandt andet i Spanien og Italien.
Brugerne af de to apps Vipps og MobilePay i Norge, Danmark, Finland og Sverige kan nu begynde at se frem til også at kunne bruge appen til at sende penge til spaniere, italienere, portugisere, og polakker.
Vipps MobilePay tilslutter sig nemlig nu det såkaldte EuroPA-projekt, hvor en række udbydere af europæiske wallets arbejder sammen om få deres respektive wallets til at virke på tværs af landegrænser.
Det vil sige, at en MobilePay-bruger fra Danmark for eksempel vil kunne sende eller modtage penge til og fra brugere af den spanske wallet Bizum på samme nemme måde som andre betalinger i MobilePay-appen.
Fungerer allerede i nogle lande
I marts begyndte italienske Bancomat, spanske Bizum og portugisiske MB Way at rulle funktionen ud mellem deres tre lande, samt det lille fyrstendømme Andorra. Hermed får over 45 millioner brugere mulighed for at sende penge til hinanden over landegrænserne med deres lokale wallet-app.
Nu slutter norsk-danske Vipps MobilePay sig så til med sine mere end 12 mio. brugere i Norge, Danmark,Finland, Sverige, Grønland og Færøerne. Det sker i første omgang med et såkaldt ”letter of intent” hvor Vipps MobilePay nu sætter underskrift på, at samarbejdet indledes.
Også den polske wallet Blik tilslutter sig. Dermed kan det fælles samarbejde potentielt nå ud til over 100 mio. brugere på tværs af Europa. Flere wallets fra flere lande ventes at tilslutte sig i fremtiden.
”Det er en stor ting for os, at vores enkle overførsler snart når ud til potentielt over 100 millioner i Europa. Med dette samarbejde sikrer vi, at Vipps og MobilePay-brugere vil kunne bruge deres egen wallet i flere og flere lande og til flere og flere ting,” siger Jeanette Hertzum, landechef for Danmark hos Vipps MobilePay.
De første tests begynder snart
Det er ambitionen, at de første test-transaktioner mellem Norden og de øvrige lande kan gennemføres inden for nogle få måneder, og at det inden for et års tid skal være muligt for Vipps-brugere og MobilePay-brugere at sende penge til brugere i Spanien, Italien, Portugal og Polen.
Brugere på tværs af de to apps Vipps og MobilePay fik allerede sidste år mulighed for at sende penge til over grænserne i norden, samt at betale i butikker i flere af de nordiske lande.
Udviklingen af en den såkaldte interoperabilitet – altså at forskellige wallets virker sammen, sker i regi af organisationen EMPSA, hvor Vipps MobilePay og en stribe andre wallets medvirker.