25. juni 2025
Prisstærk terminal-løsning hitter hos erhvervsdrivende
Blot en måned efter lanceringen af den app, der kan lave en almindelig mobiltelefon om til en kasseterminal, udgør løsningen allerede næsten en tredjedel af alle nysalg til erhvervslivet hos MobilePay.

Det var en stor nyhed, da Apple for godt en måneds tid siden åbnede for, at virksomheder som MobilePay nu kan tilbyde apps, der kan lave en almindelig iPhone om til en kasseterminal, som kan tage imod kontaktløse betalinger.
Nu, godt en måned efter, er interessen for MobilePay-produktet 'Mobilt Kassesystem' eksploderet. Løsningen, der er en såkaldt mPOS-løsning (mobile Point Of Sale), udgør nu næsten en tredjedel af bestillingerne fra de danske erhvervsdrivende, og kunderne er hurtige til at tage løsningen i brug, viser nye tal.
mPOS-løsninger udnytter den NFC-antenne, der sidder i både Android-telefoner og iPhones. Det er også denne antenne, der gør mobilbetalinger muligt, når man bruger sin telefon til at betale kontaktløst i en butik.
mPOS-løsninger bruges ofte af erhvervsdrivende, der ikke har behov for en dyr betalingsterminal, men godt kan nøjes med en mobiltelefon og en mPOS-løsning som eksempelvist appen ‘Mobilt Kassesystem’ fra MobilePay. Har man det, kan kunderne ‘tappe’ deres kort eller mobiltelefon på butikkens mobiltelefon, og på den måde betale med både betalingskort og mobilbetalinger - ganske som man er vant til fra en gammeldags betalingsterminal nede i det lokale supermarked.
I MobilePays app, Mobilt Kassesystem, kan butikkerne tage imod MobilePay-betalinger, kort-betalinger, kontaktløse mobilbetalinger som fx Apple Pay og Google Pay, og endda kontanter, der dog skal tastes manuelt ind.
Og det sker i stor stil, viser tallene. De seneste syv dage fordeler betalingerne hos alle kunderne sig således:
- 48 procent er betalinger med enten kort eller en mobilwallet som Apple Pay og Google Pay
- 42 procent af alle betalinger er med MobilePay
- 10 procent af betalingerne er kontanter.
Små 34 procent af mobilbetalerne har en Android-telefon, mens resten betaler med en iPhone eller en iPad.
De største handelsdage siden lanceringen i maj, var den 7. juni og den 20 juni.
Kunderne til løsningen fordeler sig typisk blandt mindre butikker, markeder, pop-up-butikker, virksomheder der tilbyder hjemmelevering - samt erhverv, rettet mod turister, der efterspørger Mobilt Kassesystem, fordi den både modtager MobilePay, men også internationale kort.