Man skal være dér, hvor ens kunder er
Ingen risiko for, at kortet udløber eller spærres. Og højere konverteringsrate, når kunden går fra ordrebestilling til betaling. Det er årsagerne til, at Luxplus betragter MobilePay Subscriptions som en vigtig forudsætning for at kunne drive en velfungerende virksomhed.
Luxplus er en medlemsklub, der tilbyder kunderne store besparelser på f.eks. hudpleje- og helseprodukter. Fra virksomhedens start kunne nye medlemmer kun oprette en abonnementsaftale baseret på betalingskort. Men kort udløber eller bliver spærret. Og så stopper pengestrømmen fra kunden brat.
Opret betalingsaftaler nemt og hurtigt
Da MobilePay lancerede sin løsning for faste betalinger, var direktør Martin Schultz derfor ikke i tvivl: Nu kunne virksomheden tilbyde fire millioner danske MobilePay-brugere at oprette en betalingsaftale lynhurtigt og nemt. Og med sikkerhed for, at kortet altid fungerer og er opdateret.
"Vi er bestemt ikke blevet skuffede. MobilePay Subscriptions er stadig ret nyt, men appellerer til mange af vores kunder og er i konstant vækst. I dag betales omkring 10% af alle faste regninger med MobilePay. Om et års tid vil det helt sikkert være endnu højere,” forudser Martin Schultz.
“... i min optik kan man simpelthen ikke længere tillade sig som virksomhed at undlade at have MobilePay og MobilePay Subscriptions
Højere konverteringsrate
Han er især meget tilfreds med konverteringsraten, det vil sige hvor stor en andel af kunderne, der ikke bare etablerer en ordre, men også betaler for den.
”MobilePay sikrer en højere konverteringsrate. Det er en central faktor for os. I en branche som vores er der også kunder, som afmelder sig hurtigt igen. Men i min optik kan man simpelthen ikke længere tillade sig som virksomhed at undlade at have MobilePay og MobilePay Subscriptions,” siger Martin Schultz:
”Man skal være dér, hvor ens kunder er. Det er i stigende grad via mobilen. Og her foretrækker rigtigt mange kunder MobilePay.”