22. februar 2023

Vipps MobilePay ansætter ny chef for Public Affairs

Sofie Findling Andersen, tidligere særlig rådgiver for den danske statsminister Mette Frederiksen, bliver chef for Public Affairs hos Vipps MobilePay.

Sofie Findling Andersen, tidligere særlig rådgiver for den danske statsminister Mette Frederiksen

Nordens førende virksomhed indenfor mobilbetaling Vipps MobilePay opretter en ny stilling som chef for Public Affairs. Fra påske tiltræder Sofie Findling Andersen stillingen. Herfra skal hun bidrage til at give Vipps MobilePay en stærkere stemme politisk og regulatorisk på nordisk og europæisk plan.
Vipps MobilePay management
Sofie har en unik baggrund og bliver med hendes erfaring en vigtig bidragsyder til den spændende rejse, Vipps MobilePay er i gang med. At gøre det meget, meget enkelt at betale og modtage betaling, er i virkeligheden ganske kompliceret. Ikke mindst er det gennemreguleret af både nationale og europæiske myndigheder

Rune Garborg
CEO hos VIpps MobilePay

"Vipps MobilePay spiller en central rolle for forbrugere og virksomheder i hele Norden. Vi ønsker at være en aktiv deltager i samfundsdialogen, herunder dialogen med dem, som udformer reglerne for vores arbejde. Derfor etablerer vi nu en ny rolle som Head of Public Affairs, og Sofie er den perfekte kandidat til den rolle. Vi glæder os til at få hende med på holdet."

Karriere med politisk rådgivning og erhvervspolitik som omdrejningspunkt
Sofie Findling Andersen kommer fra en stilling som særlig rådgiver for den danske statsminister Mette Frederiksen og inden da for erhvervsminister Simon Kollerup. Hun har derudover en baggrund hos Dansk Erhverv og er uddannet fra CBS i International Business & Politics. 

"Jeg glæder mig til at blive en del af den rejse, som Vipps MobilePay er på. Betalinger er helt grundlæggende for vores samfund. Vipps og MobilePay er blevet en fast og tryg del af nordmændenes, danskernes og finnernes hverdag, når vi betaler og overfører penge. Det er kun blevet mere relevant, at vi passer på vigtige funktioner i vores samfund, og samtidig sikrer innovation og europæisk konkurrence. Det gælder også for betalinger. Derfor glæder jeg mig meget til at bidrage til at tackle de udfordringer både nationalt og internationalt, som Vipps MobilePay står overfor," siger Sofie Findling Andersen, der starter i jobbet efter påske.

 

Om Vipps MobilePay

I Vipps MobilePay gør vi det meget, meget let at betale og blive betalt. Vi har fra vores første dag arbejdet på at fjerne kort, kontanter og bøvl omkring betaling. Vipps er det mest elskede brand i Norge og benyttes af næsten alle. MobilePay er ligeledes det stærkeste brand i Danmark og godt på vej i Finland. Tilsammen har vi over 11 millioner brugere, 400.000 butikker og webshops og gennemfører over en milliard transaktioner årligt.